-en lille forklaring!

Curling er en sport med mange år på bagen, men spillets oprindelse fortaber sig i historiens tåger. Der findes malerier og flere skrevne kilder som peger på både Holland og Skotland som oprindelsessted, men de fleste er nok tilbøjelige til at give skotterne skylden.

Uanset hvor de første “sten” blev kylet ud over isen, er det en kendsgerning at curling i dag spilles i stort set alle dele af verden.

Selv i Danmark, hvor curling nærmest har været et skældsord, har sporten fået en del opmærksomhed. Først og fremmest på grund af Helena Blach Lavrsen, Dorthe Holm, Margit Pörtner, Trine Qvist og Jane Bidstrups præstationer i Nagano 1998, hvor de vandt Danmarks første vinterOL-medaljer, og hvor vi var et par stykker eller 600.000 der stod tidligt op og så det mest spændende morgen TV som TV2 endnu har vist. TV2 har siden fulgt op med et par transmisioner fra EM og VM, men var åbenbart kun med på ideen, så længe det kunne trække en masse seere.
Hvis du vil se curling, er de eneste muligheder enten at se det live, eller tune ind på EuroSport når de sender fra EM og VM.
Curling er en forholdsvis billig sport at starte på. Alt hvad man behøver er træningstøj, et par joggingsko og evt. et par hand- sker. Sten, kost og glidesål stiller klubben som regel til rådighed. Der er naturligvis store muligheder for senere, at købe sig fattig i bedre udstyr. Inden den helt store investering gøres, kan det anbefales at aflægge den nærmeste curlingklub et besøg. Her kan den første prøvetræning som regel fås under yderst fordelagtige vilkår, – gratis f.eks.

Curling spilles af folk i alle aldersgrupper og på alle niveauer, lige fra kaffecurlere der hygger sig med et spil nu og da, til elitespillerne som med lidt held, perfekt fejning og energiske “lyde” fra skipperen, kan sætte en sten med centimeters nøjagtighed, og som deltager i internationale konkurrencer på højt plan.

Her er Danmark rigtig godt repræsenteret, til trods for de beskedne forhold træningen hidtil har foregået under. I hele landet fandtes der indtil for nylig, – siger og skriver, – een decideret curlingbane. Det er der imidlertid rettet lidt op på de sidste par år, idet Tårnby fik en hal med fem baner i 1999, Hvidovre en med 4 baner i 2000 og Esbjerg fik en flot 4 baners hal i 2004. Desværre må resten af klubberne stadigvæk træne og spille kampe på baner beregnet til ishockey og kunstskøjteløb og selvom ismændene præparerer isen efter alle kunstens regler, er det ikke optimalt, idet den mindste ujævnhed kan få en curlingsten, der ellers har ry for at være relativ stabil, til at opføre sig højst utilregneligt.

Et curlingteam består af fire spillere, fordelt på lead (etter), second (toer), viceskipper (treer) og skipper (firer). Det er den typiske rollefordeling, men der forekommer andre konstellationer. Ud over de fire faste spillere kan der være tilknyttet en reservespiller. Hver spiller sætter (spiller) 2 sten, skiftevis med modstanderen med samme position.

Skipperen lægger, evt. i samråd med viceskipperen, taktikken for spillet og markerer med kosten, hvor spillerne skal sætte deres sten. Når skipperen selv sætter de sidste 2 sten, er det viceskipperen der overtager kommandoen i huset.

Taktikken er iflg. skipperen på et velkendt dansk herreteam, ganske enkel: Det gælder om at gøre det let for sig selv, og svært for modstanderen. Den store udfordring består så i, at modstanderen som regel også har set lyset og fået nøjagtig den samme ide.

Stenene der spilles med er fremstillet af poleret granit. En sten vejer ca. 20 kg (44lbs) og er ca. 90 cm (36 inches) i omkreds. Stenens bund er hul som undersiden af en tallerken, således at det kun er en tynd kant den glider på. Øverst på stenen er monteret et håndtag samt en farvet plade.

En kamp spilles over 8 eller 10 ender (omgange) og varer ca. 2½ time. Den indledes med en lodtrækning, hvor vinderen bestemmer hvilket hold der skal spille den sidste sten i første ende.

Der spilles på en bane af is, enten udendørs eller, som oftest herhjemme, indendørs i en skøjtehal. Banen er præpareret med vand, der er sprayet ud over isen. Vanddråberne giver isen en overflade med små nubre, såkaldte pebbles. Desuden er banen så snedigt indrettet, at den er ens i begge ender. Så er man fri for at slæbe stenene tilbage, men kan fortsætte spillet i den modsatte retning.

Banen er 44,5m (146 ft) lang og skal være min. 4,27m (14 ft) bred. Den er markeret med side-lines, – eller ved festlige lejligheder med side-boards, en lav bande-agtig ting. Ned langs midten, fra hack til hack, er der en center-line. På tværs af banen er der en række linier som det fremgå af illustrationen.

Når en sten sættes, er den første linie man passerer back-line. Den har i lighed med huset, ingen betydning i denne ende af banen. Hvis stenen ikke er sluppet og den ikke er nået frem til den næste linie, nærmeste tee-line, må den returneres til hack’et og spilles om. Stenen skal være sluppet inden den når hog-line.

For at være med i spillet, skal stenen stoppe mellem den fjerneste hog-line og back-line. Sker det ikke, eller rammer den side-board eller side-line undervejs, tages den ud af spillet. Området udenfor huset, mellem hog-line og tee-line kaldes Free guard zone og etterne må ikke spille take-out på modstanderens sten i dette område. Sker det alligevel, lægges stenen tilbage. Det samme sker hvis en af spillerne, i kampens hede kommer til at skubbe til en sten.
Medspillerne må feje foran en sten der er mellem de to tee-lines. Når stenen har passeret den fjerneste tee-line, er det kun skipperen hhv. viceskipperen eller modstanderteamets skipper der må feje. Hvis en sten rammes af kosten under fejningen, tages den ud af spillet. Der fejes for at få stenen til at bevæge sig i en mere lige og længere bane.

Til fejningen anvendes to typer koste. Den Canadiske broom, som minder om en gammeldags riskost, eller den mere almindelige syntetiske brush, som anvendes af de fleste i dag.


Når begge teams har sat 8 sten, afgøres det hvilket team der har vundet enden. For at tælle med ved pointgivningen skal stenen være i berøring med huset. Der gives et point for hver sten der er nærmere tee end modstanderens nær- meste sten. På illustrationen får gul et point, fordi kun den ene gule sten, er nærmere tee end den bedste røde. Hvis der er tvivl om hvilke sten der er pointgivende, tilkaldes en dommer der foretager en opmåling.


Pointene for hver ende føres over på en pointtavle, hvorpå man foruden den aktuelle stilling, kan se hvilke teams der spiller, hvilke farver de spiller med og hvor mange point der er scoret i hver ende. Det er tilladt i curling, at modstanderen opgiver. Det vil være markeret med krydser i de ender der ikke er spillet.
Hammeren ud for det ene team, viser hvem der startede med at have den sidste sten.


Det var en kort gennemgang af, hvad der umiddelbart er væsentligt omkring curling, men når først spillet er i gang, dukker alle de små finesser op.

Hjemmesiden www.curlingbasics.com kan varmt anbefales, hvis du vil vide mere om curling.
(Kopieret med tilladelse fra Claus O. Christiansens website.)